Hej familiepsykologer
Min mand og jeg er bekymrede for, om vores store datter på 16 år er ved at udvikle en spiseforstyrrelse. Hun er netop startet på gymnasiet efter et år på efterskole. Vi lagde godt mærke til, at hun tog lidt på i vægt i det år hun var på efterskolen, og hun kom også hjem og sagde at hun var træt af det. Vi havde dog ikke drømt om, at hun ville lægge sig sådan i selen for at tabe sig igen, men det skal vi lige love for, at hun har gjort. Det er som om, at alting drejer sig om mad for hende i øjeblikket. Hun taler om, hvad hun skal spise, hvad hun ikke skal spise, hun tilbyder at købe ind og at lave aftensmad og hun surfer efter opskrifter på nettet. Det er dejligt at hun vil lave mad, men vi savner også vores “gamle mad”. Der er forskellige madvarer som hun pludselig ikke vil have længere. F.eks. synes hun ikke vi skal have kulhydrater i form af brød og pasta, og derfor får vi ikke det så meget mere. Vi forældre er enige om, at vi synes det er ved at tage overhånd, og vi er usikre på hvordan vi skal gribe det an.
Hun har også et par veninder der er gået med på vognen og de er startet i fitnesscenter sammen og træner 2-3 gang pr. uge. Vores datter har allerede tabt sig en del, og vi synes ikke, at hun skal tabe sig mere. Når vi spørger hende, hvad hendes mål er, så siger hun, at hun gerne vil være stærk, men ikke nødvendigvis tabe sig mere.
Venlig hilsen
Forældrene
Kære forældre
Som jeg læser jeres brev, er der egentlig to ting I gerne vil have svar på. For det første er der en helt konkret bekymring for jeres datter, med hensyn til om hun er ved at udvikle en spiseforstyrrelse. Derudover læser jeg også en irritation hos jer forældre, over at jeres datters nyopståede interesse for sund mad får hende til at ville bestemme hvad I andre i familien skal spise, og i forlængelse af dette en usikkerhed i forhold til hvordan I skal forholde jer.
For at tage det sidste først, så tror jeg, det er vigtigt, at I får taget en snak med hende, hvor I anerkender hendes interesse for sund mad i øjeblikket, men også får sagt, at I altså vil have lov til at spise det, I har lyst til. Ligeledes, at I ikke nødvendigvis er med på at ville droppe kulhydraterne, sukkeret eller hvad det er for en diæt, hun nu har valgt at følge.
I fortæller, at jeres datter har taget noget på under efterskoleopholdet, men at hun nu, efter gymnasiestart, har fået et ønske om at tabe sig og at komme i god form. Jeg har efterhånden mødt en del unge piger med den samme historie og kan høre at der er flere ting der går igen. Ofte er efterskoleåret en fantastisk oplevelse, hvor der er meget fokus på relationerne de unge i mellem. De fleste er mere optagede af at have det rart sammen socialt end at gå op i det faglige, og det er derfor for mange et stort chok at komme på gymnasiet, hvor der hersker konkurrencementalitet og et udpræget fokus på karakterer og faglige præstationer. Mange af de unge jeg har talt med fortæller hvor hyggeligt det var på efterskolen, og at det var dejligt, at der stod hjemmebagt kage til dem hver eftermiddag. Ligeledes at slik, sodavand og chips hurtigt blev hverdagskost. Især pigerne reagerer på skiftet til gymnasiet, hvor det kan opleves som om, at der er mere fokus på hvad du gør og hvordan du ser ud, end hvem du er. En måde at få kontrol på i den situation er f.eks. ved at “få styr på” sin krop og sin mad. Mit gæt er at det måske er det der er sket i jeres datters tilfælde.
Jeg synes, det er meget positivt, at hun træner sammen med sine veninder og at det dermed også er et socialt projekt, hun er i gang med. Der er også modebølger indenfor træningsverdenen, og i øjeblikket er det vigtigere at være stærk end at være slank – måske er det derfor jeres datter fremhæver det som målet?
Umiddelbart tror jeg ikke I skal være så bekymrede for om hun er ved at udvikle en spiseforstyrrelse. Jeg tror snarere at hendes fokus på mad og træning skal ses som et led i skiftet fra at være efterskoleelev til gymnasieelev. Jeg synes I skal betragte det som en “dille” og sørge for at melde ud, at I altså ikke er med på den.
Jeg foreslår, at I i de kommende måneder holder et ekstra vågent øje med hende for at se om “dillen” går over igen. Læg mærke til hvordan hun trives mere generelt. Er hun glad for at gå i gymnasiet? Ser hun sine veninder lige så meget som før? Bliver hun så restriktiv og kontrolleret i sin spisning at hun f.eks. begynder at undvige sociale sammenkomster, hvor man spiser sammen, så skal I også reagere. Ligeledes hvis I fornemmer at hun begynder at isolere sig fra veninderne, ofte træner alene, eller virker trist og indelukket. I så fald må I have en snak med hende om jeres bekymring.
Held og lykke til jeres familie!
Venlig hilsen
Trine Storch/ familiepsykolog