Til Familiepsykologerne
Jeg er en kvinde på 54 år, der har været gift med min mand i 22 år. Vi har tre teenagebørn. Jeg har et stort problem: Alt i mit liv fungerer godt. Vi har faste jobs og en stabil økonomi, vores børn trives, min mand er pålidelig og rar, vi har en god vennekreds. Alligevel har jeg følelser af at være helt ’buret inde’ og ikke at kunne holde ud at være i forholdet mere. Det hele føles som trummerum. Jeg trækker mig en del fra familien for at komme igennem hverdagene, er ked af det og har meget lyst til at forlade det hele. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Når jeg tager tilløb til at tale med min mand om det, ender samtalerne i ingenting, fordi jeg ikke rigtigt kan angive en grund til jeg har det sådan og derfor kan vi heller ikke finde nye handlemuligheder. Børnene vil blive så kede af det, hvis vi bliver skilt. Hvorfor kan jeg ikke bare være tilfreds? Det føles meget egoistisk at lade sig skille uden anden begrundelse. Jeg kan jo ikke vide om jeg bliver glad af det? Har I mødt det før? Og har I nogle gode råd?
Venlig hilsen
Mette
Kære Mette
Mange tak for dit brev. Det er et svært sted du står lige nu, hvor du er kommet i tvivl om dit ægteskab, og, som jeg læser det, også er uafklaret med hvorfor du er i tvivl om dit ægteskab. Sådanne perioder i vore liv, hvor vi tager tingene op til revision, er slidsomme men dog helt almindelige, og det vigtige er, som du også gør det, at forsøge at forholde os til det ved at se tingene i øjnene og dele det med vore nærmeste. Det betyder ikke nødvendigvis, at I skal skilles. Undertiden afløses sådanne perioder af noget andet, der bryder igennem.
Måske er det allerede nu værd at give en tanke, om der er andre arenaer i dit liv (f.eks. arbejde, helbred, familie, venner) der kan være medvirkende til at give dig en oplevelse af ikke at være der hvor du gerne vil være. Det er min erfaring at det kan have stor betydning at få kigget sig hele vejen rundt da belastninger på andre fronter godt kan spille ind, og måske være mere “usynlige” og knap så påtrængende eller indlysende parametre som parforholdet er det.
Måske er det for usikkert at afgøre på nuværende tidspunkt, om udviklingen i jeres parforhold skal ses som et tegn på noget der udvikler sig inde i dig eller i jeres forhold. Giv dig tid til at gennemtænke udviklingen i jeres parforhold. Har du mistet noget der tidligere var til stede og på den måde givet afkald på noget der er meningsfuldt for dig? Og på samme måde gennemtænk din egen udvikling. Er der nye ting der er blevet mere værdifulde for dig? Gamle ting der har mistet deres mening?
Du er begyndt at tænke i endemål: skilsmisse/ ikke skilsmisse. Måske er det endnu ikke for sent at træde et skridt tilbage i processen og i stedet fokusere på hvordan du/I kan komme i trivsel i jeres ægteskab. Det vil kræve en fælles proces hvor du og din mand arbejder på at få skabt en dialog jer to i mellem. Parterapi vil sikkert være hjælpsomt for jer i den proces.
Du har ret i, at der ikke findes en garanti for at du bliver mere glad efter en eventuel skilsmisse. Skilsmisser er belastende og du vil være ulykkelig i en tid derefter. Om du på den anden side af skilsmissen bliver mere lykkelig, er muligt. Men du må bære uvisheden i processen, der findes ikke et sikkert valg.
Med venlig hilsen
Trine Storch/ familiepsykolog