Til Familiepsykologerne
Jeg har en datter på 12 år, som altid har haft nogle ’særheder’, som gennem den sidste tid er taget til. Hun har mange små systemer hun skal bringe i orden. Ting, der skal stå i den rigtige rækkefølge. Ting, hun skal tælle før hun kan komme ud af døren. Bestemt tøj, hun ikke vil have på på bestemte dage. Hvis vi forsøger at bryde hendes vaner, bliver hun meget vred og oprevet. Så vi har egentlig ladet det være og forsøgt at dæmpe det ned. I den seneste tid er det som om det begynder at genere hende mere og stå i vejen for de ting, hun ellers skal. Hendes ritualer tager længere tid og kan undertiden forsinke hele familien. På den måde bliver hun genstand for alles frustration og særligt en storebrors lidt hånlige kommentarer. Jeg har læst på nettet om OCD og synes det har mange fællestræk. Men jeg har ikke lyst til at gøre hende til ’patient’ og de gange jeg har omtalt psykolog eller læge er hun stået helt af. Er det noget, man kan arbejde med derhjemme og uden professionelle?
Lise.
Hej Lise
Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå dit dilemma. På den ene side har du en datter, der føler sig styret af nogle ritualer, der påvirker hele familien og på den anden side har du ikke lyst til at sygeliggøre hende eller tvinge hende i behandling. Det er min erfaring at man et langt stykke hen af vejen kan hjælpe børn med tvangsprægede handlinger og -tanker derhjemme, men det kræver som regel en håndsrækning fra nogle professionelle der kan lægge nogle spor ud for den retning man skal gå.
Først vil jeg give dig lidt ord med på vejen omkring det normale versus det syge, når vi snakker om ritualer. De fleste mennesker har i større eller mindre grad nogle ritualer, de udfører i bestemte situationer. Det der afgør om man skal se det som “forstyrret” er graden af indgriben i hverdagen. Begynder ritualerne at hindre én i at gøre noget, f.eks. at komme i seng til tiden om aftenen fordi man først mange gange skal tjekke at alle døre er låst og alle elektriske apparater slukket eller begynder man at undgå situationer f.eks. at sige nej tak til sociale aktiviteter hvor man skal spise sammen, fordi man er bange for, at der er bakterier i maden – ja så, vil man sige at tvangstankerne og – ritualerne har en stor indgriben i personens liv.
Brug af ritualer forekommer også i højere grad hos børn i bestemte udviklingsfaser men tager så normalt af igen over tid. Fortsætter et barn med ritualerne vil man kigge på hvilken funktion de har for barnet. Som regel er ritualerne med til at give en følelse af kontrol, overblik, tryghed og virker på den måde angstdæmpende. I jeres tilfælde ville jeg derfor være opmærksom på om der er sket noget i jeres familie de senere år, der kan have givet jeres datter anledning til at føle uro eller angst. Har I mistet nogle nære familiemedlemmer eller måske et højtelsket kæledyr? Se på hele jeres datters situation. Er der områder i hendes liv, hvor hun for tiden er mere utryg/klemt/belastet? Og bruger hun muligvis ritualerne til at håndtere dette?
Ritualer styres af tankesystemer. Ofte er tankerne urealistiske og har karakter af at ’sætte sig fast’/’køre i ring’ og er stærkt pinefulde. Eksempel: At tælle ting holder angsten for at der skal ske medlemmer i familien noget, i ave. Vi kan ikke forsikre vores børn at der ikke sker deres kære noget, men vi kan lære dem at udholde tankerne som netop bare tanker. Vi kan lære dem at udfordre tankernes sandhedsværdi – hvor sandsynligt er det at det frygtede sker? Har barnet nogensinde oplevet det osv.?
Ligeledes kan I forsøge i små skridt at udsætte tvangshandlingerne og arbejde med de tanker der kommer op undervejs hos jeres datter. Åbenhed er her vigtigt. I må insistere på at blive ved at tale om det i anerkendelse af, at det ikke er en rationel ting, men at det er plagsomt at have det sådan. Blive fælles med jeres datter i kampen mod problemet.
Som jeg startede med at skrive, kan det være en stor hjælp at have en professionel med på sidelinjen, der kan rådgive og vejlede jer i hvordan I bedst hjælper jeres datter til at gøre sig fri af sine ritualer. Nogle gange er det tilstrækkeligt at tale med forældrene alene og nogle gange er det nødvendigt at barnet også deltager. I hvert fald vil jeg råde jer til at søge hjælp, så ritualerne ikke sætter sig for meget fast.
Rigtig meget held og lykke til jeres familie!
Med venlig hilsen
Familiepsykolog Trine Storch