Nej, hvor jeg glæder mig til den dag jeg kan sige: dengang jeg havde en spiseforstyrrelse…
Det føles som en befrielse at sige det.
Som om at alting er muligt, som om, at jeg kan gøre lige hvad jeg har lyst til uden at spiseforstyrrelsen råber: NEJ! Det kan du ikke og det skal du ikke, for du er for tyk og grim og klam, du kan ikke være din krop bekendt, du skal ikke have lov til at gøre de ting du godt kan lide, for det fortjener du ikke og slet ikke når du vejer så meget og ikke kan finde ud af at tage ansvar for noget som helst!
Til at starte med råbte spiseforstyrrelsen ikke. Den var venlig og lærte mig at finde glæde ved sport – særligt atletik og fodbold. Den fortalte, at en let krop kunne løbe stærkere end en tung krop, så derfor skulle jeg ikke tage på i vægt. Jeg skulle være sund og glad og kvindelige former, var det sidste jeg havde brug for.
I starten virkede det som et samarbejde. Spiseforstyrrelsen sørgede for, at jeg altid spiste sund mad og altid mødte op til træning; og til gengæld kunne jeg nyde at løbe stærkere og bruge tid med mine nye atletikkammerater. Det er længe siden nu. For spiseforstyrrelsen har langsomt ændret karakter. Den er ikke længere venlig. Den hvisker ikke længere eller giver gode råd. Spiseforstyrrelsen har fanget mig, gemt mig i sin hule hånd, råber og skælder ud. Som en tinsoldat, bliver jeg kommanderet rundt med og sendt på missioner. Den kaster krav i hovedet på mig og tvinger mig til at overspise og kaste op, når jeg ikke er god nok. Jeg skammer mig. Det er flovt at overspise. Det er flovt at kaste op.
Jeg har taget over 10kg på i vægt og mine omgivelser fortæller at jeg er normalvægtig nu. Det har jeg svært ved, for jeg føler mig flere tons tung. Hvor spiseforstyrrelsen før syntes, at jeg bare skulle løbe af sted og have det sjovt, synes den nu, at jeg er for tung og grim til, at få lov til at løbe sammen med de andre i atletikklubben. Den ser helst, at jeg kun møder op de dage, hvor jeg spiser lidt mindre og samtidig forlanger den at jeg skal være den stærkeste og bedste hver gang. Den forstår ikke, at det er umuligt at løbe stærkest når jeg igen og igen melder afbud til træning og overspiser og kaster op, ofte flere gange om ugen. Jeg kan ikke længere leve op til spiseforstyrrelsens overmenneskelige krav om perfektionisme, evigt energioverskud, topkarakterer på studiet og så mange gode træningspas som muligt. Det gik fint i en periode, hvor jeg tabte mig, løb stærkere og afleverede gode opgaver i skolen. I spiseforstyrrelsens drømme løber jeg langt over 100km om ugen, lever af havregryn og gulerødder, får 10- og 12-taller på studiet, er glad og mødes med mine veninder. Det ønsker den sig. Men jeg orker ikke at lytte til spiseforstyrrelsen mere eller gøre som den siger. Jeg er træt og ked af det og kæmper med en depression. Jeg er ikke perfekt og har ikke uendelige kræfter og tid til studiet. Jeg er bare et menneske, men det forstår spiseforstyrrelsen heller ikke. I spiseforstyrrelsens verden er jeg enten en jernmand der umuligt kan gå i stykker eller en elefant i løbesko – i de fleste tilfælde er jeg elefanten og den kan den ikke acceptere. Derfor bestemmer den, at jeg skal blive væk fra de ting jeg holder af. De dage hvor jeg endelig løber, går det langsommere og langsommere og jeg har svært ved at tale med mine kammerater på studiet fordi at jeg er bange for at være forkert eller være veninden der altid piver og hænger på de andre.
Det er december nu og det er fem år siden at spiseforstyrrelsen lærte mig at overspise og kaste op. I den første tid var det en blanding af anoreksi og bulimi og siden har det kun været bulimi. Mit største ønske i det nye år er, at jeg kommer tættere på, at kunne sige: dengang jeg havde en spiseforstyrrelse. Et eller andet sted ved jeg, at spiseforstyrrelsen kun lever så længe at jeg gør som den siger; så hvorfor holder jeg fast i den? Efter så mange år ved jeg, at den ikke længere giver slip af sig selv. Jeg skal give slip. Jeg skal selv prøve at give slip. Mærke at jeg bare er mig, med alt hvad det indebærer. At jeg er god nok. Jeg er ikke perfekt, jeg ligner ikke en supermodel eller en trimmet topatlet, men jeg vil lære at det er ok. Det er ok, at jeg ikke er perfekt. Jeg fejler. Jeg smiler. Jeg græder. Jeg kæmper. Jeg mærker kærlighed, varme, omsorg og taknemlighed. Vinden og den friske luft mod mine kinder. Solen der varmer min krop. Smerte, sorg, glæde og vrede. Det hele kan ramme mig. Jeg kan mærke nøjagtig lige så meget som alle andre mennesker. Jeg kan falde og rejse mig igen, ligesom dem. Og det er ok, for jeg er kun et menneske. Ikke nogen jernmand.
Jeg er bare mig og det er godt nok.
