Kære Familiepsykologer
For et år siden blev min kæreste og jeg forældre til en dejlig dreng. Han er sund og rask, men har som de fleste børn engang i mellem lidt feber, forkølelse eller udslet. Problemet er nu, at min svigermor hver gang, der er det mindste med vores søn, pisker en stemning op og ser alle mulige katastrofer for sig om at han fejler alt muligt. Har han f.eks. feber et par dage, så er der ikke grænser for hvad hun har læst det kan være. Hendes bekymring kommer til at fylde det hele og virker enormt stressende ind i vores lille familie. Min ellers rolige kæreste bliver hurtigt revet med, og til sidst overtales jeg så til at vi tager vores søn med til læge, hvor det hver gang har vist sig, at han ikke har fejlet noget alvorligt. Min kæreste kan ikke helt se problemet (at jeg synes deres bekymringer er helt ude af proportioner og ukonstruktive og at det virkelig går mig på) og jeg synes efterhånden at det påvirker vores forhold. Jeg holder meget af min svigermor, men lige på det her punkt har jeg det rigtig svært med hende. Jeg ved jo godt at hun vil vores søn alt det bedste og at hun forguder ham over alt. Han er det første barnebarn i familien, så han får meget opmærksomhed og hver en lille knop bliver bemærket.
Vi er meget afhængige af min svigermor i dagligdagen, da hun hjælper med at passe vores søn, så jeg vil gerne finde en god måde at løse problemet på. Jeg er usikker på, hvordan jeg skal snakke med hende om dette her, for vi har tidligere misforstået hinanden, hvor hun har følt sig såret over noget jeg har sagt. Men noget skal der gøres, for jeg er ved at blive skør af at skulle forholde mig til hendes bekymringer hele tiden.
Venlig hilsen
Den unge mor
Kære unge mor
Tillykke med jeres dejlige søn! Som jeg læser dit brev, så føler du dig klemt i mellem hensynet til den gode relation til svigermor, hvis hjælp du også er afhængig af for at få hverdagen til at hænge sammen, og så hendes evindelige bekymringer for sit første barnebarns helbred. Jeg kan godt forstå, hvorfor du føler dig belastet og stresset af hendes bekymringer og at det skaber splid i mellem dig og din kæreste. Du underskriver brevet med ” den unge mor”, hvilket også giver mening i forhold til at forstå, hvorfor din kæreste så nemt bliver revet med af sin mors bekymringer. Når man får sit første barn er man selvfølgelig usikker på om man gør det hele godt nok og denne usikkerhed får sikkert din kæreste til at læne sig op af sin mors erfaring. Det vil være vigtigt på sigt, at din kæreste får meldt tydeligt ud overfor sin mor, at hans loyalitet nu ligger hos hans nye familie, og det vil sige hos dig. Dermed også sagt, at det er jeres beslutning alene, om jeres barn skal ses af en læge ved sygdom.
Du spørger til hvordan du får talt med svigermor om dit problem. Jeg tror, at den vigtigste samtale kommer til at foregå mellem dig og din kæreste i dette tilfælde. At du skal have forklaret din kæreste, hvordan du føler dig svigtet, når han med det samme bliver revet med af sin mors bekymringer og overhører dine indvendinger, og at du har brug for at I sammen bevarer roen og lige ser tingene an inden I træffer en beslutning om evt. lægeinddragelse. Jeg tror også at tiden vil arbejde for jer, da I vil få flere og flere erfaringer med feber og småinfektioner, som I vil kunne se går over af sig selv. Så vil det blive nemmere at trække på den erfaring og berolige jer selv, når svigermor går i selvsving. Sandsynligvis vil svigermor på samme måde blive beroliget af at se, at jeres dreng klarer alle børnesygdommene som han skal.
I forhold til din svigermor, tror jeg det er vigtigt for jeres fremtidige relation, at du anerkender hende for hendes store kærlighed til jeres barn og at du giver udtryk for, at du er klar over, at hendes bekymring udspringer heraf. Når det er sagt, så synes jeg du og din kæreste i fællesskab, næste gang hun udtrykker bekymring, skal sige til hende, at I har hørt hendes bekymring, og at I sammen lige vil overveje, hvad der skal gøres. Vent med at træffe nogen som helst beslutning til hun er ude af huset og I er alene.
Held og lykke til jeres lille familie!
Venlige hilsner
Familiepsykolog Trine Storch