Hej Familiepsykolog
Vi er en helt almindelig familie med to forældre og to teenagebørn. Ligesom så mange andre familier med teenagere har vi konflikter men heldigvis også mange gode stunder. Ind i mellem synes vi, at vi havner i nogle trælse perioder hvor meget af kontakten til børnene bliver negativ. Det er som om, at vi voksne ikke rigtigt kan få hul igennem til de unge mennesker. Vi er klar over, at vi også skal vænne os til at de ikke længere har så meget brug for os, men lige nu synes vi at vi løber panden i mod en mur, når vi forsøger at få kontakt. Alle i familien har travlt med arbejde og fritidsinteresser der tager meget tid. Begge børn er seriøse med deres håndboldtræning og vi forældre løbetræner en del. Så lige nu føles familien egentlig ret opsplittet og det er vi forældre kede af. Har I nogle gode råd?
Hilsen
Forældrene
Kære forældre,
Mange tak for jeres brev. Det er dejligt at høre, at I har nogle klare drømme og visioner for jeres familieliv og at I tager dem alvorligt, når I oplever at virkeligheden går i en anden retning. Jeg læser, at I gerne vil have en bedre kontakt med jeres teenagebørn end I har nu, og det vil jeg gerne give jer nogle ideer til.
Vi ved fra undersøgelser, at unge savner at tale med deres forældre om hvordan de har det. Som forældre må vi sørge for at skabe rammerne for at de unge får lyst til at åbne sig overfor os. Det gør vi bl.a. ved at være tilgængelige, vise interesse, have god tid og ikke dømme dem.
En god kontakt kræver nærvær og god tid. For at tage det sidste først, så lyder det til, at I har en hverdag fyldt med mange aktiviteter. Det betyder jo også helt konkret, at I ikke tilbringer så meget tid sammen. I skriver ikke noget om hvor meget I deltager i børnenes fritidsliv, men en god måde at vise interesse for børnenes liv kunne være at se deres sportskampe eller melde sig til at stå for kørsel til kampe. På den måde vil I få et naturligt fælles samtaleemne forærende.
I forhold til nærvær kan I også tænke over, om I selv giver indtryk af at være tilgængelige for jeres børn. Er jeres opmærksomhed hæftet på telefonen eller computeren, når I er hjemme, ja så indbyder det ikke til kontakt. Måske skal I aftale fælles regler for hvor meget I tillader diverse skærme at stjæle jeres opmærksomhed? Måske skal I voksne prøve at komme hjem om eftermiddagen på samme tid som jeres børn. Sæt jer i sofaen, hvis det er der de sidder, og slap lidt af sammen med dem. Drop forhøret om hvordan deres dag er gået, men forsøg at skabe en dialog. Det vigtigste er at signalere at I er til stede og interesseret i at være sammen med dem.
En anden idé er at lave noget sammen. Tit opstår de bedste samtaler når man går eller står ved siden af hinanden uden nødvendigvis at have øjenkontakt. Dyrk sport sammen eller brug hverdagens gøremål som f.eks. at lave aftensmad eller lægge vasketøj sammen.
Vær også opmærksom på jeres egen rolle i samtalen. Lyt til jeres børn uden at dømme og uden at komme med gode råd som det første. Spørg hellere mere ind med spørgsmål som “Hvad skete der så?”, “hvad tænkte du så? Eller “hvordan har du det med det?”
Jeg håber ovenstående kan være til inspiration for jer. Held og lykke til jeres familie.
Venlig hilsen
Trine Storch/ familiepsykolog