Hej Familiepsykolog
Vi er en familie på 4: mor og far og to børn på 2 og 4 år. Vi skriver til jer, fordi vi er frustrerede over de situationer der opstår omkring spisebordet.
Det kræver måske lidt baggrundshistorie: vores ældste datter var meget syg som helt lille og havde lange perioder, hvor hun ikke spiste særligt meget. Vi var selvfølgelig bekymrede for hende og nødede hende meget, for at få hende til at spise. Vi ved ikke om det hænger sammen med hendes adfærd i dag, men hun er i al fald meget kræsen og spiser kun nogle enkelte madvarer. Vi forældre bruger meget energi, ved hvert eneste måltid, på at diskutere med hende, og det er simpelthen så opslidende for både hende og os. Vi synes også at vi kan mærke på den lille at hun er ved at blive kræsen, så nu synes vi, at vi har brug for nogle gode råd til at komme ud af denne onde cirkel.
Hvad kan vi gøre?
Venlig hilsen
forældrene
Kære forældre
Mange tak for jeres brev, der med stor sandsynlighed vækker genkendelse hos mange andre børnefamilier. De fleste børn har kortere eller længere perioder, hvor de er selektive med hensyn til hvad de ønsker at spise. I jeres tilfælde er der så den særlige omstændighed, at I har haft et barn der i forbindelse med mange og lange sygdomsperioder ikke har villet spise, og det har naturligt nok vakt jeres bekymring, da alle jo ved, at børn må spise for at leve. Af samme grund er det meget forståeligt at I har haft en særlig opmærksomhed på at tilbyde hende mad for at sikre jer at hun har fået nok at spise. I skriver, at jeres frustration i dag handler om at diskussioner (om mad, går jeg ud fra) med jeres ældste pige fylder meget ved middagsbordet og at I kan mærke at kræsenheden er ved at smitte af på lillesøster.
Først og fremmest tænker jeg, at I skal prøve at øve jer i at flytte fokus væk fra hvad og hvor meget jeres datter spiser. Hun er en større pige nu, som jeg går ud fra ellers er i trivsel. Jeg er med på, at det på et tidspunkt var vigtigt at holde øje med hvor meget hun spiste, men det er det ikke helt på samme måde længere. Hun har brug for at finde tilbage til sin naturlige sult og mæthedsfornemmelse og den gætter jeg på er svær for hende at mærke under måltiderne, hvis der er mange diskussioner om hvad hun skal spise eller ikke spise. I så fald vil hele hendes system være kampberedt, og det vil for de fleste mennesker betyde, at de mister appetitten.
Jeres opgave som forældre er at tilbyde en sund og varieret kost og mit forslag er, at I stiller maden på bordet som I plejer, og sørger for at der er noget af det hun kan lide. I kan så stille krav om at hun tager en smule af det nye på tallerkenen og smager på det, og at det er okay, at lade det ligge, hvis hun ikke bryder sig om det. Mere opmærksomhed end det, behøver I ikke give hendes måde at spise på. Det vigtigste er at få ændret hele atmosfæren omkring måltiderne, så de begynder at være forbundne med hygge, samvær og udveksling af dagens oplevelser frem for magtkampe.
Prøv at se, om I helt kan undlade at kommentere jeres døtres spisning. I starten kan det kræve ret meget is i maven, for det kan godt tage lidt tid, måske uger, hvor de spiser mindre end ellers. På et tidspunkt vil børnene få genetableret kontakten til deres egen fornemmelse af sult og mæthed. De vil genvinde deres naturlige nysgerrighed overfor mad og turde smage på nye ting uopfordret, men det sker først, når de mærker at stemningen er ændret og de mærker jeres tillid til at de selv må bestemme, hvad og hvor meget de vil spise.
Rigtig meget held og lykke til jeres familie!
De bedste hilsner
Trine Storch/ familiepsykolog