Hej Familiepsykologer.
Jeg er en pige på 39 der har fundet en kæreste med børn. Børnene er 8 og 12 år. Vi bor nu sammen og har børnene halvdelen af tiden. Børnene virker til at trives. Mit problem omhandler min kærestes forhold til sin eks-kone. De vil naturligvis gerne sørge for, at børnene ikke mærkes af deres skilsmisse. Og de vil derfor samarbejde godt osv. Til at starte med havde jeg ingen problem med hende. Ikke før jeg fandt ud af min kæreste ville “dyrke” et venskab med hende. Et venskab der indebar at kun de to var sammen. At de laver ting sammen. Uden mig eller hendes kæreste. Uden børn. Bare de to. Når de er sammen og jeg er med, f.eks juleaftensdag hvor de ville lave tradition med fælles morgenmad, er det tydeligt at de kender hinanden ud og ind. Giver knusere. Taler indforstået. Min svigermor – hendes tidligere – er der også. Det er svært, og har slået mig ud i flere dage efter.
Når vi er hjemme SMS´er hun sent. Efter midnat. Hvilket klart overskrider mine grænser. Et privilegium jeg tænker hørte til dengang hun stadig var kæreste med min kæreste.
Hermed mit problem: jeg har meget meget svært ved at acceptere min kærestes holdning til hende. At han vil fortsætte med at være så tæt med hende. Det har slået mig helt ud. Jeg frygter ikke, at de finder sammen igen. Hun har jo også sin nye kæreste, som jeg kan høre og se, hun er meget glad for. Men det er deres tæthed der påvirker mig. Føler ikke der er plads til mig.
Jeg har så store problemer med dette at jeg overvejer vores forhold. Føler mig konstant stresset. Græder temmelig tit. Føler mig sorgfuld og nedtrykt. Og føler mine følelser er lidt forbudte. For det her handler jo om at børnene skal have det godt. Og alle (næsten) i mine omgivelser synes jo det er så godt de kan sammenarbejde. Og vi alle kan ses som den lykkelige familie. Den eneste der ikke er lykkelig, er nok mig.
Mit spørgsmål er: er jeg urimelig i mit ønske om at kæresten og hans eks drosler lidt ned i deres tæthed/venskab? Og han drosler lidt op for forholdet til mig?
Jeg skal vel også prioriteres som en ligeså vigtig faktor som de andre i denne nye familie? Eller ændres reglerne når der er børn med i spillet? HVIS ikke – og jeg skal æde endnu en kamel – at de forbliver bedste venner. Hvordan forbliver jeg så psykisk i et stykke? Og tænker I/du det kan lykkedes ?
Det er et virkeligt ensomt dilemma, som mange mennesker ikke for alvor kan sætte sig ind i. De tænker kun børn. “Du skal tænke på børnene”. Ellers tænker de: jamen hun har jo en kæreste. Hvad er problemet? Og jeg har også konstant dårlig samvittighed over jeg ikke bare kan rumme det hele som de andre. 🙁
Kærligst en træt ked af det pige.
Kære trætte og kede-af-det pige
Hvor kan jeg dog godt forstå, at du er fortvivlet og træt! Jeg får indtryk af, at du har været en meget forstående og samarbejdsvillig bonusmor i jeres familie, og at det har været vigtigt for dig at vise respekt for din kærestes prioritering af at have et godt samarbejde med sin eks-kone. Så langt så godt. Jeg er helt enig i, at børnenes trivsel bør komme i første række og at man i en skilsmisse må tilsidesætte egne behov et langt stykke hen ad vejen, for at styrke samarbejdet omkring det fortsatte forældreskab. Men man skal ikke smide barnet ud med badevandet. Respekten skal også gå den anden vej og det vil i dit tilfælde sige, at der også skal vises respekt for dig og dine følelser. Det lyder som om, at din kæreste og hans eks-kone har været rigtig gode til at få dette samarbejde op at stå. Derudover beskriver du så også at der er et venskab i mellem forældrene. Og at de fortsat gerne vil dyrke og udvikle dette. Det behøver der for så vidt heller ikke være nogen problemer i, men som jeg læser dit brev får jeg indtryk af, at du føler at din kæreste giver sin eks-kone opmærksomhed på tidspunkter af døgnet, hvor du gerne vil have din kæreste i fred, og at de har en indforståethed, når de er sammen, som får dig til at føle dig udenfor. Måske er det følelsen af at være udenfor og at føle dig overset, der er kernen i dit dilemma?
Den allerstørste gave vi mennesker kan give til hinanden er at tildele hinanden vores opmærksomhed. Intimitet, nærhed og fortrolighed er begreber der kun får liv i et parforhold, hvis parret giver hinanden tilstrækkelig opmærksomhed. På den måde er opmærksomhed et helt centralt aspekt af det sunde og stærke parforhold. Derfor er det også vældig sårbart, hvis vi oplever at vores partner vælger at lægge sin fortrolighed udenfor parforholdet. Det kan opleves som et svigt – en følelsesmæssig utroskab.
Jeg gætter på, at din kæreste synes at tingene fungerer godt. Børnene trives, samarbejdet med ekskonen er fantastisk, han har en skøn kæreste, der har taget godt imod børnene. Han vil have brug for at forstå hvad der ligger bag din frustration for at være indstillet på at ændre praksis. Der er nogle ting der ikke kan laves om på, og det er f.eks. at din kæreste altid vil skulle have et samarbejde med sin ekskone. Men måden dette samarbejde/ venskab forvaltes på, kan din kæreste måske godt være lydhør for at ændre på, når han forstår, hvad det betyder for dig. Din opgave bliver derfor at forklare ham, hvordan du har det. Måske når I der til, hvor du kan komme med konkrete forslag til, hvilke handlinger der kan være med til at give dig en øget følelse af at blive respekteret i jeres parforhold.
Du kan f.eks. bede ham om, at være mindre indforstået med sin eks-kone og i stedet invitere dig med ind i samtalen, når I alle mødes. Hvis de sene sms´er er intimiderende, kan du bede din kæreste slukke sin telefon om aftenen. Måske kan du bedre acceptere deres tætte samarbejde og venskab, hvis du oplever at føle dig respekteret og lyttet til ved at din kæreste er lydhør og indstillet på at ændre på nogle praksisser, som han hidtil har syntes fungerede optimalt for ham.
Held og lykke med det hele!
Venlig hilsen
Trine Storch/ familiepsykolog