Hej Familiepsykologer
Jeg er en kvinde på 38, gift med børnenes far på 40, vi har to dejlige børn på 7 og 9 år og hans søn på 16 år som kommer ca. hver 14 dag..
Vi lever den travle hverdag med madpakker, skole og børnefritidsinteresser og fuldtidsjob….. eller det gør jeg…
Min mand er selvstændig og arbejder 24-7.. han indgår ikke i den daglige planlægning, hvilket jeg nok i bund og grund selv har besluttet, da jeg alligevel ikke kan regne med at han når det.. hvilket så ender med han ringer og jeg skal ændre mine planer, så jeg kan hente børnene.. (sådan har det nok altid kørt de 13 år vi har været sammen – men de sidste 2,5 år har det været rendyrket) hvilket betyder vi praktisk talt lever hver vores liv. Det er nu engang sådan vi har valgt det… Vi har nogle gevaldige sammenstød/ skænderier ind imellem, men det er kun godt at få renset luften af og til.
Vi er begge meget pressede på tid og på jobbet. Jeg er nok kommet dertil hvor jeg bliver nød til at sige stop, for at det ikke knækker mig, men hvordan gør jeg det??
Vi har nogle forfærdelige skænderier ind i mellem. Af og til ender det med han bliver så gal han pakker en taske og siger at han flytter. Vi har talt meget om det… han ved det på ingen måde er det jeg ønsker for vores børn…. men for at være helt ærlig…. så ved jeg ikke om det er det jeg ønsker…. hvordan bliver jeg sikker på hvad jeg vil??
Jeg er nu kommet dertil hvor jeg tænker jeg har brug for hjælp for at komme videre… jeg føler jeg træder vande… jeg gør alt hvad jeg kan for at alle bliver tilgodeset.. men det lykkes vist ikke helt… hvad skal jeg gøre??
Jeg er ikke i tvivl om at han elsker mig… men det er bare ikke nok længere… jeg har sagt vi har brug for hjælp udefra for at få løst vores problemer… men det vil han ikke… den vej har jeg ligesom prøvet på at skubbe ham… men uden held, så dette er noget jeg må gøre for at hjælpe mig selv. Er jeg i bund og grund bedre stillet uden ham?
Håber på I kan hjælpe mig.
Lene
Kære Lene
Som jeg læser dit brev, så har du i årevis forsøgt at få din mand til at deltage mere i de daglige opgaver i hjemmet. Det har ført til konfrontationer, hvor I er blevet så vrede på hinanden, at din mand har truet med at gå. Du skriver, at I begge er pressede tidsmæssigt på jobbet og at din mand er selvstændig og arbejder 24-7.
Du skriver også, at det nu engang er sådan I har valgt det, dvs. at du også tager ansvar for, at du har accepteret, at det er sådan I har valgt at tilrettelægge jeres familieliv sammen. Gad vide om det bl.a. er dét din mand bliver så frustreret over, når du forsøger at få ham til at tage mere del i familielivet med jer andre? Altså at han synes, at du har kendt præmisserne og dermed vidst hvad du er gået ind til?
Jeg kan godt forstå, at det er hårdt at stå med det hele selv og ikke at kunne regne med din mands hjælp. Noget tyder på, at du i perioder har opgivet kampen og har erfaret at du nemmere kan få tingene til at glide, hvis du selv sørger for at det sker. Nu står du så her, og mærker at I stort set lever hver jeres liv, at du ikke kan holde til at stå for det hele selv, og at du har brug for, at der sker en ændring.
Min fornemmelse er, at jeres forhold har været under pres i lang tid, og at du har forsøgt at gøre din mand opmærksom på, at I har brug for hjælp til at holde sammen på jeres familie. Af dine spørgsmål læser jeg, at du nu er gået skridtet videre og er kommet i tvivl om, hvorvidt du overhovedet ønsker at fortsætte med at være i forholdet. Nogle gange kan man være kommet så langt væk fra hinanden og være blevet mødt med så lidt forståelse fra den andens side, at det kan være svært at finde hinanden igen. Andre gange skal man helt ud på kanten og stå, før det går op for én, hvad det er man kan miste, og før man kan få øje på hvad der betyder noget for én. Jeg kan ikke sige hvor I er i processen, men jeg vil klart opfordre dig til at sige til din mand, at nu er du dér, hvor I enten samarbejder om at finde en løsning eller også må jeres veje skilles.
De bedste hilsner
Trine Storch/ familiepsykolog