Hej brevkasse
Jeg er en 39 årig kvinde, der står i en uholdbar situation. Min mand og jeg har 3 børn sammen og nåede kun at være kærester i kort tid inden vi blev forældre for 7 år siden. Jeg er egentlig ikke mor-typen, så det har været hårdt for mig at have 3 små børn på samme tid. Heldigvis er min mand far med stort F og det var også derfor jeg valgte ham i sin tid – han virkede som en god og ordentlig mand. Min mand har et stort overskud og elsker det hjemlige liv og de praktiske opgaver. Han sætter barren højt og går op i at alt skal være hjemmelavet etc. Han har altid bakket mig op i min karriere, som har betydet meget for mig og jeg har sat pris på hans støtte og haft tillid til at han har passet godt på børnene og vores hjem. Og her kommer mit problem. Jeg føler mig fuldstændig overflødig når jeg kommer hjem. Min mand klarer jo det hele til ug og undlader heller ikke at gøre mig opmærksom på at “sådan plejer vi ikke at gøre”, når jeg forsøger at hjælpe til. Derudover bliver jeg stresset af al den larm der er når jeg kommer hjem. Det generer tilsyneladende ikke min mand at både radio og tv kører, mens han ligger på sofaen med tre unger kravlende ovenpå sig. Jeg får lyst til at vende om og gå igen, når jeg bliver mødt af det kaos. Jeg ved det er en glidebane, jeg er kommet ud på, for jeg har det seneste halve år haft kontakt til en gammel flamme, som jeg dagligt er i kontakt med på sms og telefon på vej hjem fra arbejde. Vi har ikke mødtes endnu, men lysten er der bestemt. Jeg føler på den ene side ikke at der er plads til mig i min familie, og på den anden side så ønsker jeg heller ikke en skilsmisse, hvad stiller jeg op?
Hilsen Lea
Kære Lea,
Tak for dit brev, hvor du ridser et dilemma op, som mange par sikkert vil genkende; blot med omvendt fortegn. Ofte er det kvinden der er primær omsorgsgiver og tager sig af hus og børn mens manden arbejder. Jeg får indtryk af, at du i begyndelsen har værdsat at have råderum til at gøre karriere mens din mand velvilligt tog sig af hjemmefronten. Men også at det nu har taget overhånd i en sådan grad at du næsten føler dig fremmed i dit eget hjem. Jeg forestiller mig, at udviklingen er sket næsten umærkeligt over tid og at du har gjort forskellige forsøg på at tage del i familielivet, men måske har følt dig utilstrækkelig og har givet lidt op. Mon du har fortalt din mand undervejs, hvordan du har oplevet det? Ellers vil jeg foreslå dig det som et første skridt i retning af at generobre noget plads og respekt i familien. Gad vide om jeres forhold også har ændret sig i retning af kun at være forældre sammen og ikke længere være kærester? I så fald giver det god mening at du er begyndt at flytte din opmærksomhed ud af parforholdet for at få dækket behovet for bl.a. bekræftelse. Problemet er, som du også selv skriver, at det er en glidebane, fordi du hurtigt bliver afhængig af denne nye opmærksomhed, som din gamle flamme giver dig. Jeg vil gå så langt som til at sige, at det er følelsesmæssig utroskab, idet det bliver din gamle flamme der bliver opdateret på stort og småt om din dagligdag i stedet for din mand. På den måde glider I længere og længere væk fra hinanden og jeg kan godt forstå tankerne om skilsmisse melder sig.
Du er nødt til at beslutte med dig selv om du stadig har lyst til og føler dig forpligtet til at at kæmpe for dit parforhold og din familie. Vælger du at gøre dette, må du afslutte al kontakt til din gamle flamme, ellers vil det kun være et halvhjertet forsøg. Vil du arbejde for at vække dine kærlige følelser for din mand, vil det kræve din udelte opmærksomhed. I den proces er du nødt til at være ærlig omkring dine behov for at kunne føle dig hjemme i familien. Det vil sikkert kræve mange samtaler med din mand, og måske vil I have glæde af at nogen af dem foregår med hjælp fra en parterapeut.
Med venlig hilsen
Trine Storch / familiepsykolog