Til Familiepsykologernes brevkasse
Jeg er midt i fyrrerne og min mand og jeg har to børn. For fem år siden var min mand mig utro ved en enkelt lejlighed. Det blev set i bakspejlet en vigtig krise for os, han gik til bekendelse, angrende og vendte tilbage til mig, og vi havde oplevelsen af at have fået os en slem forskrækkelse, men at have fået kærligheden tilbage.
Vi gik i parterapi dengang og fik god hjælp. I dag har vi det i det store og hele
godt. Men det er som om utroskaben bliver ved med at spøge. Ikke at jeg tror han nogensinde vil være utro igen, det føler jeg mig sikker på. Mere at jeg føler mig svigtet på meget små foranledninger. Hvis han lover noget og ikke holder det. Bliver forsinket og kommer senere hjem. Ikke rydder op efter sig. Ikke lige får lappet den cykel, han har lovet. Vel ting der sker i de fleste forhold, han er kun et menneske. Det er som om jeg samler på svigt, jeg kommer til at bebrejde ham dem og det tager meget energi fra vores forhold. Jeg ved godt det er mig, der er problemet. Men jeg ved ikke hvordan jeg skal holde op med at føle mig svigtet.
Har I nogle erfaringer, jeg kan bruge?
Hilsen hende, der gerne vil videre
Kære dig, der gerne vil videre
Mange tak for dit brev der først og fremmest giver mig lyst til at sige: godt gået! I klarede skærene og kom ud på den anden side med jeres parforhold i behold og en oplevelse af at have valgt hinanden til på ny. Det vidner om en svær tid men også om stor kærlighed og villighed til at tilgive.
Trods den fine proces undrer du dig over, at du stadig nemt kommer i kontakt med følelser af svigt – også i situationer hvor du med din fornuft kan se, at du ikke har grund til at have mistillid til din mand. Jeg kan godt forstå din frustration over fortsat at skulle være i så tæt kontakt med følelser af mistillid og svigt. Det er svære følelser at være i selskab med, og når de fører til selvbebrejdelser, anklager og konflikter, så bliver det ikke nemmere. Mit råd til dig vil derfor være, at forsøge at komme til en accept af, at du engang i mellem bliver ramt af disse følelser. Det er nemlig en helt almindelig senfølge efter utroskab, at man i en længere periode efterfølgende er på vagt og årvågen, simpelthen for at forsøge at komme en lignende situation i forkøbet. I den proces risikerer man, som du, at tillægge nogle forholdsvist uskyldige situationer, en mere negativ betydning end hensigten fra din mands side har været, og på den måde bliver I fastholdt i et negativt mønster fra fortiden hvor du bebrejder og han forsvarer sig.
Ved at øve jer i at opdage når dette mønster er på spil, kan I lære at genkende det, tale om at nu er det der igen, frem for at lade mønsteret køre af sted med jer, så I ender i en opslidende konflikt omkring det.
Pointen er altså: at frem for at ville undgå eller have følelserne af mistillid og svigt til at forsvinde, så skal du dele dem med din mand på en måde hvor du bliver på din egen banehalvdel og giver udtryk for din sårbarhed uden at anklage ham, f.eks. ved at sige: jeg bliver bange når…jeg føler mig svigtet når…
Det er ikke en nem øvelse, men jeg forestiller mig, at I også her vil kunne trække på de gode erfaringer I har med at være i en åben dialog med hinanden omkring jeres følelser fra tidligere.
Held og lykke med det hele!
Mange venlige hilsner
Trine Storch/ familiepsykolog