Kære familiepsykolog
Jeg er mor til to piger på 5 og 7 år. For et år siden mistede vi desværre deres far til kræft. Min datter på 7 år er ok i dag, men min datter på 5 er fortsat meget præget af det. Hun er blevet bange for mange ting, hun tidligere turde, fx at slippe mig af syne og færdes på egen hånd. Hun tager alting mere tungt og bliver ked af det på små foranledninger. Hun savner sin far meget og søger trøst og har sovet let siden dødsfaldet og kalder på ham i søvne. Jeg prøver at møde og trøste hende så godt jeg kan, men undertiden bliver det bare for tungt – også for mig selv – og jeg mister tålmodigheden med hende. Hun stiller store og alvorlige spørgsmål om døden, himlen og om jeg også kan dø. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare, og min impuls er at aflede hende eller skifte emne. De råd jeg har fået af andre er at give tid. Men hvor meget tid skal man egentlig give?
En træt mor
Kære “trætte mor”
Jeg sender dig min allervarmeste medfølelse og beklagelse over det store tab I har lidt I jeres familie. Det ubærlige er sket; du har mistet din mand og børnene har mistet deres far. Det er en svær tid I alle gennemlever, og som mor skal du bære en dobbelt byrde i form af både din egen og dine døtres sorg. Og ja, sorg tager tid – lang tid. Man kan ikke sige præcis hvor lang tid. Men det kan måske være vigtigt at sige, at der ikke findes hverken rigtige eller forkerte måder at sørge på. Så hav tillid til at tiden må gøre en stor del af arbejdet for jer. Jeg synes det lyder som om, at du på aller-nænsomste vis formår at møde dine døtre der hvor de har brug for det. Du spørger til hvordan du yderligere kan støtte din yngste datter, som udtrykker et stort savn efter sin far og som stiller spørgsmål, der kan være svære at besvare.
Jeg kan godt forstå din umiddelbare indskydelse til at vige udenom de sværeste spørgsmål om liv og død. Som forældre har vi en instinktiv trang til at beskytte vores børn mod livets brutaliteter. Men her er der ingen vej uden om. Din datter har brug for din hjælp til at prøve at begribe det ubegribelige der er sket i hendes liv. Derfor hjælper du hende bedst ved at prøve at besvare hendes spørgsmål så ærligt som muligt på en måde der er tilpasset hendes alder. Og det er okay at svare “jeg ved det ikke” på spørgsmål vi som voksne knap selv kender svaret på.
Erfaringer fra sorggrupper med børn viser at det kan være hjælpsomt at bruge det religiøse sprog når man skal tale med børn om sorg og tab. Børn kan godt forene viden om at den døde bliver begravet eller brændt med en tro på, at den døde eksempelvis er i himlen eller er overgået til et andet liv. Derfor kan det være helt i orden at tale med dine børn om at deres far er en stjerne eller en engel i himlen selvom han er blevet brændt eller begravet.
Jeg tror, det er vigtigt, at du bliver ved med at møde din datters følelser, selvom du kan få lyst til at prøve at muntre hende op. Hun har brug for at blive set med de følelser der er af sorgfuldhed, tristhed og ked-af-det-hed. Hun har brug for at dele disse følelser med dig. Når hun er blevet mødt på disse følelser kommer der som regel en naturlig åbning, hvor du nænsomt kan minde hende om, at der også er perioder hvor hun er glad og leger og måske glemmer det triste lidt.
At have små ritualer kan give sorgen bestemte steder og tider, så den måske kan fylde mindre til andre tider. F.eks. kan I tænde lys hver søndag og synge sammen. I kan besøge graven eller lave en æske med kære minder. Det vigtigste er at minderne med din mand og børnenes far italesættes og på den måde lever videre jer i mellem.
Med hensyn til din yngste datters tilbageholdenhed og ængstelighed i situationer, som hun tidligere har mestret fint, har hun brug for forsikringer fra dig – sikkert i en rum tid endnu – f.eks. om at du kommer og henter hende. Væn hende med små skridt til at være alene, så hendes separationsangst stille og roligt udfordres. Der er intet unormalt i hendes reaktion, og det er min erfaring at hun med tiden nok skal vende tilbage til at kunne være alene m.v.
Den støtte og trøst dine piger kan hente hos dig i denne svære tid er uvurderlig, og som jeg læser dit brev gør du alt hvad du kan for at give dem det. Du skriver ikke noget om jeres netværk, men jeg håber der står familie og gode venner ved din side, så du også har et sted at gå hen med dine sorgfulde følelser.
Alle gode ønsker til jeres familie.
Venlig hilsen
Trine Storch / Familiepsykologerne