Hvordan kommer vi videre efter utroskab?

Kære Familiepsykologer
Vi er et par i midten af 30erne, som har været gift i 8 år. Vi har 2 små børn sammen. Vi har normalt et positivt og varmt forhold, hvorfor det kom som et kæmpe chok, da min mand fornylig fortalte mig, at han har været mig utro for nogle måneder siden. Han fortalte mig, at han havde afbrudt forholdet fordi “det var mig han ville have” og at han ville fortælle mig det, så vi kunne have et “ærligt” forhold til hinanden.
Det virker som om, han virkelig har dårlig samvittighed over det der er sket, alligevel er jeg meget vred på ham, selvom jeg også elsker ham.
Jeg er dybt ulykkelig, og kan ikke finde ud af, hvordan vi kommer videre.
Susanne

Kære Susanne
Tak for dit brev.
Det er en svær og udfordrende situation I lige nu befinder jer i. Derfor er det også svært at komme med enkle råd – jeg vil her gøre forsøget, og så må I tage det I kan bruge. Hvis I begge ønsker at blive sammen, er det vigtigt at din mand accepterer og anerkender, at du lige nu er ramt af chok, og at du kæmper med at genvinde tilliden til ham. Derudover at dine følelser overfor ham i en periode – kortere eller længere – vil svinge fra kærlige følelser til mere vrede og sårede følelser. I må acceptere, at du skal bruge tid til at genvinde tilliden i forholdet. Helt konkret vil du måske have et øget behov for at “kontrollere” ham, noget I begge må acceptere som en del af den proces I er i.
Du vil sandsynligvis have et stort behov for at stille din mand spørgsmål om dette og hint i relation til utroskaben. ”Hvornår begyndte det?”, ”hvordan kunne du gøre det?”, ”hvorfor siger du først noget nu?” etc. I den forbindelse er det vigtigt, at han er villig til at svare på dine spørgsmål, uagtet at det måske er de samme spørgsmål der bliver stillet igen og igen. Det er vigtigt at din mand kommer dit behov for at forstå, hvad der er sket i møde. Følelsesmæssigt befinder I jer to vidt forskellige steder. Din mand har haft sine samvittighedskvaler længe, og føler sig måske afklaret med sit forhold til den anden kvinde. Du har netop fået kendskab til forholdet og har derfor brug for tid til at bearbejde chokket. En vigtig del af denne bearbejdning er, at du ud af de svar han giver dig, kan stykke en mening sammen.
En anden central ting er, at du Susanne arbejder på at komme til en form for tilgivelse af din mand. Ikke forstået sådan at du skal bifalde hans utroskab, men snarere tilgivelse forstået på den måde, at du står ved, at det han gjorde var smertefuldt for dig, samtidig med at kærligheden til ham er så vigtig, at den godt kan bære det. Du og han vil blive nødt til at acceptere, at han kunne finde på at være dig utro, og at I alligevel vil være sammen. 

Det er helt naturligt at reagere på utroskab med chok – at miste tillid – at svinge voldsomt følelsesmæssigt. Samtidig kan utroskab åbne op for den positive mulighed af ikke at tage hinanden for givet og at få styrket båndende mellem jer.
En følelse som det kan være vigtigt for jer begge at være opmærksomme på i den kommende tid er overbærenhed. At I kan finde plads til en stor overbærenhed overfor jer selv og hinanden.

Med venlig hilsen
Trine Storch