Til Familiepsykologerne
Vi er en familie på fem personer. Min mand og jeg og vores 3 drenge på 11, 12 og 14 år. Mit spørgsmål handler om vores ældste dreng, som især jeg er noget bekymret for. Jeg synes, vores søn er begyndt at trække sig meget tilbage til sit værelse, næsten som om at han undgår at være for meget sammen med resten af familien. Det har stået på det sidste halve år og jeg har spurgt ham om der er noget i vejen, men han siger at det er der ikke og at han bare gerne vil være alene. For det meste sidder han bare og spiller computer-spil. Han plejer at være meget sammen med sine brødre om alle mulige ”drenge-ting”, og de står også nogle gange tilbage og forstår ikke hvorfor han ikke længere vil være med. Jeg synes, jeg kæmper for at få ham trukket ud af det værelse, og at vi har forfærdeligt mange konflikter omkring det. Min mand er ikke enig med mig i at der er noget at være bekymret for. Han synes blot at vi skal lade ham være, og det både beroliger mig og frustrerer mig på samme tid, så derfor skriver jeg lige til jer for at høre hvad I mener.
Med venlig hilsen
Lisa
Kære Lisa
Mange tak for dit brev. Det lyder som om, der er flere ting der bekymrer dig vedrørende jeres søn. For det første læser jeg, at du er bekymret, fordi du oplever at han har trukket sig væk fra din mand og dig og nu tilbringer mere tid end normalt med computeren på værelset. Dernæst at I har flere konflikter end ellers og slutteligt at du føler dig alene om bekymringerne, da din mand ikke mener der er noget at være bekymret for.
Jeg bliver nysgerrig efter at vide, hvorfor din mand blot mener at I skal lade jeres søn være? Er det fordi han synes, at det er almindelig teenage-adfærd at have brug for at trække sig? Er det fordi han genkender behovet for at have noget for sig selv i den alder? Er det fordi han synes det er vigtigt at respektere jeres søns ønske? I hvert fald tyder noget på, at din mand har tillid til, at jeres søn nok skal komme ud af ”hulen” igen og kontakte jer, når han har brug for det. Jeg forestiller mig, at din følelse af at være alene om bekymringerne måske til dels kan afhjælpes hvis du er åben for at lytte til din mands overvejelser omkring jeres søn.
Indtil nu læser jeg, at især du har kæmpet imod at han har trukket sig. Nogle gange er det jo sådan at jo hårdere vi står og banker på døren, jo mindre er sandsynligheden for at den bliver lukket op. Måske har dét at din søn kan mærke, at du har svært ved at acceptere hans tilbagetrækning netop forstærket hans lyst til at forskanse sig på værelset, som så igen har forstærket din tilskyndelse til at presse på. For at få brudt dette mønster tror jeg det er vigtigt, at du viser ham at du accepterer hans valg og at du er villig til at prøve at forstå hvad der ligger bag hans behov for at trække sig. Prøv derfor at få jeres søn i tale omkring hvordan han selv ser sin situation. Hvad kalder han det der foregår lige nu? Er det en pause, fred og ro, tid til eftertanke, forelskelse, ulykkelig kærlighed, mange lektier, eller noget helt tredje? Det kunne også bare være et naturligt led i den 14-åriges øgede behov for at være alene med sig selv.
Forhåbentlig får I en god samtale, hvor han mærker en større imødekommenhed og accept af det han gør og det han er optaget af lige nu. Jo mere plads I giver ham, jo mere gætter jeg på at han vil involvere jer og have lyst til at være sammen med jer som familie igen.
Med venlig hilsen
Familiepsykolog Trine Storch