Hej Brevkasse
Jeg skriver til jer, fordi jeg har brug for et godt råd i forhold til min kone.
Da jeg mødte hende, blev jeg meget fascineret af, at hun var så god til at tale om alt muligt. Også at hun var så god til at sætte andre på plads, hvis de overskred hendes grænser. Det har været helt nyt for mig, da jeg kommer fra et hjem hvor man nærmest skulle holde fred for enhver pris. Jeg husker ikke, at mine forældre nogensinde skændtes. Mere at der engang i mellem godt kunne være lidt mere stille end ellers, og at stemningen måske også var lidt kølig et stykke tid.
Nu er jeg begyndt at være irriteret på min kone, når hun hele tiden vil snakke om alting. Når jeg så lister af uden at sige noget, så bliver hun irriteret på mig, og bebrejder mig at jeg ikke vil snakke. Men jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal sige til hende. Jeg føler mig næsten som et jaget dyr i mit eget hjem nogen gange.
Har I nogle gode råd til, hvad i al verden jeg skal stille op med min kone i disse situationer?
Hilsen
Manden.
Kære Mand
Mange tak for dit brev, hvori du beskriver et mønster, mange par helt sikkert vil kunne genkende. Jeg kan godt forstå, du føler dig presset i de situationer, hvor din kone gerne vil tale med dig, og din frustration giver også rigtig god mening i lyset af de erfaringer omkring konflikthåndtering, du har med fra dit barndomshjem.
Du beskriver, hvordan du og din kone er faldet for hinandens forskelligheder, og at de selvsamme forskelligheder nu er blevet kilde til frustration og irritation for jer begge. Du fascineredes i starten af hendes ligefremhed og åbenhed og hun blev sikkert betaget af dit umiddelbart mere omgængelige væsen. Siden er forelskelsen så dampet af, og jeres forskelligheder er trådt tydeligere frem. Der hvor I står nu, har I mulighed for at tage jeres forskelligheder alvorligt og gribe den udviklingsmulighed, der ligger lige for fødderne af jer.
Så jeg vil sådan set ikke anbefale dig at stille noget op med din kone, men snarere at stille dig selv markant og tydeligt op over for hende. Find dine egne sko at stå i – og bliv stående. Det kan godt give noget friktion – men det er der varme i 😉 For at bevare og uddybe kontakten til din kone må du i gang med at gøre dét du aldrig så dine forældre gøre – sætte ord på og turde lade forskellighederne træde tydeligt frem. Mit gæt er, at din kone stopper med at jage dig i mere end én forstand, når hun kan se, at du bliver stående overfor hende, og hun hører, at du står ved dig selv. For det hendes jagt sandsynligvis handler om, er en længsel efter kontakt med dig, og det handler ikke om, at du skal præstere andet og mere end at vise hende hvem du er.
Held og lykke med det hele!
Venlig hilsen
Familiepsykolog Trine Storch