Kære Familiepsykologer
Vi er et par sidst i 20´erne, der har været kærester i fire år, og som nu er ved at være der, hvor vi er begyndt at tale om at skulle have et barn sammen. Min kæreste forudser en masse problemer når barnet kommer, og vil på forhånd gerne have mig til at tage stilling til det ene og andet som f.eks. at vi skal have barnet passet en gang om ugen, så vi kan komme ud sammen. Han er selv vokset op med en ung pige i huset og synes det kunne være fantastisk, hvis vi fik en au-pair, så vi kunne få mere tid til at være sammen som familie. Min kæreste arbejder meget og jeg tager mig af de fleste praktiske opgaver derhjemme. Det har jeg det fint med, og kan ikke se det skulle være et problem selvom vi får et barn. Min kæreste er helt klart præget af de historier han hører fra sine kammerater, der selv har fået barn, og jeg er ikke i tvivl om, at han frygter at det vil gå os lige sådan. Historierne handler om manglende nattesøvn, manglende overskud, skænderier og for lidt kærestetid. Vi kender begge statistikkerne for utroskab og skilsmisse og ønsker jo på ingen måde at det skal ende med det. Men er det virkelig nødvendigt allerede før der overhovedet er et barn at skulle indgå aftaler om alle disse ting?
Vh. Jette
Kære Jette
Mange tak for dit brev og et stort tillykke med beslutningen om at I ønsker at blive forældre sammen! Jeg kan godt forstå, du synes det er overvældende med alle de spørgsmål, din kæreste beder dig om at forholde dig til, endnu inden I overhovedet har fået et barn sammen. Det er måske også sat på spidsen at bede dig om en decideret aftale, men når det er sagt, tror jeg faktisk det er en rigtig god idé at drøfte jeres forestillinger om, hvad det vil sige at skulle være en familie sammen. Du skriver, at din kæreste gerne vil have talt om tingene og truffet nogle beslutninger på forhånd og jeg fornemmer, at du måske mere er typen, der tager tingene som de kommer. Det er superfint! – begge strategier får I brug for, når I står med den lille.
Jeg læser egentlig din kærestes bekymringer som én stor kærlighedserklæring til dig. Han er i hvert fald ikke ligeglad med hvordan det går hans familie! Jeg forestiller mig, at hans intention er, at der fortsat skal være overskud og energi til at være kærester, selvom I er blevet forældre og at han gerne vil undgå at I kommer til at figurere i skilsmissestatistikken. Om I ligefrem skal have en au pair i huset kan jeg godt forstå, du kan have svært ved at afgøre på nuværende tidspunkt. Meget afhænger jo også af hvad det er for et barn I får. Måske er det et såkaldt ”nemt” barn, der hurtigt sover og spiser efter en fast rytme. Måske er det et barn der er mere uroligt og som kræver mere af jer som forældre. I det sidste tilfælde vil det måske være rart at købe sig til hjælp til de praktiske ting, så du kan hvile dig, når barnet (så endelig) sover.
Der er ingen tvivl om, at det trækker store veksler på parforholdet, når der kommer et lille barn til. Man skal tilsidesætte egne behov i en grad man ikke tidligere har prøvet. Det er umuligt at fortsætte det liv man levede før og der vil være mange tanker, følelser og bekymringer forbundet med overgangen fra to til tre. Der er mange faktorer i forbindelse med forældreskabet, som I ikke kan foregribe eller forsøge at ”regne ud” på forhånd, men derfor kan I godt forberede jer alligevel ved at tale om jeres drømme og forhåbninger for jeres fremtidige liv.
Held og lykke med det hele!
Venlig hilsen
Familiepsykolog Trine Storch